Limfjords-landet var teglværkernes land i gamle dage.
Den lerholdige jord kombineret med den lette adgang til søtransport gav god grobund for teglindustrien, og da den var på sit højeste var der op imod 400 teglværker ved Limfjorden.
En del af dem lå her ved den vestlige del af fjorden – og alene på de få hundrede meter kyststrækning fra Hostrup Strand til Gyldendal har der ligget fire teglværker, dog ikke samtidig.
Hostrup
Teglværk
det ældste
Det ældste af teglværkerne ved Hostrup Strand, Hostrup Teglværk, blev bygget ved Hostrup Hovedgård helt tilbage i 1762.
Mellem 1787 og 1885 blev værket flyttet til Hostrup Teglgaard. Her lå det i et område på hjørnet af Teglgaardvej og Kystvejen. Der er stadig spor efter bygningerne på stedet. Teglværket eksisterede her indtil 1916, da det blev nedlagt.
På samme tid eksisterede der i Hostrup-området endnu et teglværk, nemlig Vester Hærup Teglværk.
Finale i 1971
Arbejdere fra dette teglværk etablerede Gyldendal Teglværk, og det gik så godt, at de i 1918 opkøbte resterne af Hostrup Teglværk og senere også Vester Hærup Teglværk, så der til sidst kun var teglværket ved Gyldendal tilbage. Dette værk blev først nedlagt i 1971.
Året efter blev værket opkøbt af Spøttrup Kommune for 350.000 kroner – for næsen af staten, som ville have givet det samme beløb, men havde undladt at anmode om førstekøbsret. I 1973 blev værket revet ned.
Forbrydere eller lystsejlere
Staten ville have brugt stedet til opførelse af en institution for kriminelle narkomaner, men det fik kommunen altså forpurret – selv om borgmesteren bagefter bedyrede, at det skam ikke var derfor, kommunen havde købt det nedlagte teglværk.
Kommunalpolitikerne havde til gengæld ikke nogen konkrete planer for anvendelsen af stedet, men i de følgende år fremkom der adskillige ideer, blandt andet om et stort feriecenter med marina, ligesom der på et tidspunkt blev arbejdet med planer om en lejrskole.
Det endte, som bekendt, med en kombineret fiskeri- og lystbådehavn med cafeteria.
Spor af teglværkerne
Går man tur i dag ved Hostrup Strand, finder man uundgåeligt spor af de ikke færre end fire teglværker, som har ligget på strækningen fra Hostrup Strand til Gyldendal.
Teglværkerne havde det nemlig med at smide kasserede teglsten i vandkanten, og når efterårets og vinterens storme satte ind, blev stenene af bølgerne og strømmen fordelt over en stor del af kysten.
Selv om det sidste af teglværkerne, Gyldendal Teglværk, lukkede i 1971, kan man stadig finde teglsten og andet af tegl på stranden.
Gennem tiden har sommerhusejerne i området forstået at udnytte teglstenene, som blev samlet op fra stranden eller vandkanten og brugt til forskellige formål, typisk som brolægning ved husene.
I et tilfælde blev stenene brugt til at bygge et helt hus.
Det gælder det lille gule ”fiskerhus”, som ligger lige på den nordlige side af Kystvejen.
Selv om det ligner et fiskerhus, har det altid været et sommerhus. Det blev bygget af Hans Rømer Westh i 1950’erne. Han var forstander for Bustrup Optagelseshjem. Huset er stadig i familiens eje.
Se også galleriet med teglværks-billeder fra Hostrup Strand