30. juni 2015: EnergiMidt er i gang med at forberede en udskiftning af en transformator, som står mellem Febækken og Klokkelyngen, på nordsiden af Havtjørnevej.
– Den er så gammel, at den skal skiftes. Det sker af hensyn til forsyningssikkerheden, fortæller projektleder Jesper Christensen fra EnergiMidt.
I første omgang skal der ryddes noget buskads på stedet for at give plads til den nye transformator.
Derefter skal den nye transformator sættes op, og når den er klar, flyttes kablerne fra den gamle til den nye.
Når dét skifte sker, bliver det nødvendigt at lukke for strømmen et par timer.
– Men der går et stykke tid, før vi når så langt, siger Jesper Christensen.
Seks-otte uger spår han. Og cirka en uge før strømafbrydelsen, vil den blive meddelt de berørte sommerhusejere pr. brev.
– Vi lukker ikke for strømmen her i højsæsonen, lover projektlederen.