Nye tider for affaldet

8. april 2015: For godt et år siden sluttede Skive Kommune sig til et nyt fælleskommunalt affaldsselskab med Holstebro, Lemvig og Struer kommuner: Nomi 4S. Og det giver os som sommerhusejere nye muligheder for at komme af med affaldet og for at holde os orienteret om, hvad der sker på affaldsfronten.

Indtil videre bliver husholdningsaffaldet stadig hentet på den enkelte matrikel, men når det gælder for eksempel storskrald er Nomi 4S klar med nye tilbud.

En nem måde at finde ud af, hvordan jeg som sommerhusejer kan komme af med mit affald, er at gå ind på hjemmesiden www.nomi4s.dk. Her kan jeg se tømningstider, tilmelde storskrald og bestille andre ting.

Jeg kan også oprette ”Min side” ved at skrive min adresse ind i et markeret felt, og så kan jeg blandt andet læse, hvornår min affaldspose bliver hentet næste gang, og hvor den nærmeste genbrugsplads befinder sig – det er i Vinderup på Tværmosevej.

Jeg kan også bestille afhentning af storskrald. Som noget nyt kan vi som sommerhusejere nu få hentet storskrald seks gange i løbet af året. Tidligere var det kun to gange.

Der er en side med tips og tricks til, hvordan man kan sortere sit affald, og som sommerhusejer i Skive Kommune kan jeg gratis låne en kompostbeholder og på den måde skære ned på den mængde af affald, der skal transporteres væk fra matriklen.

Nomi 4S tilbyder også sms/email-ordning, hvis jeg vil have besked om, hvornår jeg får hentet affald, og der er en formular, som jeg kan udfylde, hvis jeg har noget at klage over.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *