Tak fra alle sider

14. november 2014: Der blev skrevet et lille stykke Hostrup Strand-historie ved denne uges byggemøde i forbindelse med kloakeringen ved Hostrup Strand. Jens Frede Nielsen takkede nemlig af som fast deltager ved møderne.
Og fast er det helt rigtige ord, for Jens Frede har som vejansvarlig og repræsentant for Grundejerforeningen Hostrup Teglgaard deltaget i så godt som alle byggemøder, både under 1. og 2. etape af kloakeringen.
Når han stopper nu, skyldes det, at entreprenørmaskinerne stort set er ude af Hostrup Teglgaards område, og når arbejdet er færdigt på Harevej, bliver depotpladsen på Havtjørnevej også nedlagt.

Jens Frede sagde tak for et godt samarbejde parterne imellem gennem hele forløbet:
– Jeg sagde tak for en god og behagelig mødekultur, fortæller han med henvisning til både Vils Entreprenør og Skive Vand.
– Vi er som grundejerforening kommet godt igennem projektet set i lyset af, at de leverede en vare, ikke ret mange af os havde på vores ønskeseddel.
Jens Frede roste også Vils for de pæne veje, de har leveret under arbejdet.

Men det var absolut ikke gjort med dén buket roser. For både Skive Vand og Vils Entreprenør fulgte trop.
Erik Hansen, Skive Vand, og Søren Glentborg, Vils Entreprenør takkede Jens Frede for et konstruktivt samarbejde og begge understregede, at han fortjener stor anerkendelse for sin indsats som repræsentant for grundejerforeningen.
– Han har leveret et stykke, som strækker sig ud over, hvad der kan forventes, understregede de.
Jens Frede Nielsen har blandt andet æren for, at der bliver lagt brøndsikringsdæksler på vejene (dæksler monteret med betonringe, red.). Det var ikke meningen i første omgang, men betonløsningen vil uden tvivl både lette vedligeholdelsen af vejene fremover og sikre Skive Vands ejendom, lød det anerkendende på mødet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *