19. juni 2014: Sommerferien nærmer sig, og dermed begynder de store entreprenørmaskiner at trække sig ud af området. Efter aftale med grundejerforeningerne arbejder entreprenøren nemlig ikke med de store maskiner i ugerne 27 til 32, og alle veje i området er farbare for bilkørsel.
Etape II af kloakeringen ved Hostrup Strand er ellers i fuld gang. Skurbyen blev etableret ved Skovfyrvej (Hostrup Hovedgaard), og gravearbejdet begyndte på Hedelyngen og Klokkelyngen (Hostrup Teglgaard).
– På Hedelyngen er vi sådan set færdige med kloakarbejdet. Og vi er nået cirka en tredjedel af vejen på Klokkelyngen, fortæller Søren Glintborg fra Vils Entreprenørforretning.
– Nu begynder vi at lukke ned og gøre vejene klar til feriepausen.
Søren Glintborg lægger dog ikke skjul på, at han gerne ville være nået længere med arbejdet inden ferien:
– Men det har været mere vanskeligt for os på Hedelyngen, end vi havde regnet med. Dels skulle vi arbejde i stor dybde, dels er vejen meget smal. Dertil kommer, at det er en blind vej, så vi skal passe på ikke at lukke os selv inde, forklarer han.
Nye udfordringer
Også på Klokkelyngen forudser han udfordringer:
– Vi kommer ned til grundvandet på det næste stykke. Så det bliver nødvendigt med en grundvandssænkning, spår han.
I denne uge (uge 25) er der desuden lavet en styret underboring på stien fra Harevej til Havtjørnevej. Først blev en vandledning ”skruet” gennem jorden og så et kloakrør. Med en styret underboring undgår man gravearbejde på stedet.
Selv om de store maskiner kører ud af området, kommer kloakeringsarbejdet dog ikke til at ligge helt stille:
– Vi går i gang med ”småting” som vandledninger og sætning af skelbrønde, fortæller Søren Glintborg og nævner blandt andet Revlingebakken og Hermelinvej i den forbindelse.
Og entreprenørfirmaet som sådan skruer ikke ned for tempoet i sommerferien. Vils er i øjeblikket involveret i store projekter i både Vesthimmerlands Kommune og ved Hammel.