20. januar 2013: I løbet af januar/februar bliver der lavet geotekniske undersøgelser af jordbundsforholdene ved Hostrup Strand.
Undersøgelserne er en del af forberedelserne til første del af en kloakering ved Hostrup Strand, fortæller ingeniør ved Skive vand, Erik Hansen.
Undersøgelserne foregår ved, at man borer et lille hul ned i vejen og trækker jord op for at kunne beskrive jordtype og vandindhold. Det er planen, at ledningerne til kloakken skal lægges ”i vejen”.
Undersøgelserne vil derfor med et fagudtryk foregå langs ”ledningstracéet” i vejene – der, hvor kloakken skal ligge.
Beskrivelsen af jordtyper og vandindhold skal bruges til at beregne, hvor store mængder jord, der skal fyldes tilbage i udgravningerne, og hvor meget der skal erstattes med sand.
Er der tale om lerjord, kan den nemlig ikke lægges tilbage omkring kloakledningen. Her skal der i stedet lægges sand.