18. april 2014: Festsalen på Spøttrup Kro var fyldt til sidste plads og lidt til. Også ståpladserne blev taget i brug, da Skive Vand onsdag aften før påske inviterede til informationsmøde om Etape II af kloakeringen ved Hostrup Strand.
Omkring 130 var mødt op. Alle de involverede grundejere var inviteret foruden repræsentanter for de tre grundejerforeninger i området. Denne gang berører kloakeringen nemlig medlemmer fra alle tre. For Hostrup Teglgaard gælder der sommerhusejerne på Klokkelyngen, Hedelyngen, Revlingebakken og vore medlemmer på Harevej.
Fra Skive vand deltog sektionsleder Jørgen Rasmussen og ingeniør Erik Hansen, der er projektleder på kloakeringen. Vils Entreprenørforretning har fået entreprisen, og herfra deltog Søren Glentborg.
Jørgen Rasmussen orienterede kort om Skive Kommunes Spildevandsplan, som blandt andet omfatter en kloakering af alle sommerhusområder. I øjeblikket står Hostrup Strand for. Næste gang gælder det Lundø.
Ved Hostrup Strand er første etape næsten afsluttet. Der mangler kun småting, før den del af arbejdet bliver meldt færdigt. Når det sker, kan grundejerne begynde at slutte sig til.
Nu gælder det så Etape II, som ud over de ovennævnte veje under Hostrup Teglgaard omfatter de fleste sommerhuse under Hostrup Hovedgaard og enkelte under Hostrup Strand.
Etape II ventes færdigt sidst på året. Så står Etape III for i 2015, og den omfatter sommerhusene under Hostrup Strand og resten af området helt over til landevejen ved Gyldendal.
Da Jørgen Rasmussen havde tegnet de overordnede linjer for projektet gik Erik Hansen mere i detaljer.