18. maj 2025: “Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig” blev i april 2023 optaget i mærkningsordningen Danske Naturparker. Ordningen er et kvalitetsstempel, som administreres af Friluftsrådet. Med naturparken ønsker Skive Kommune at skabe større sammenhængende naturområder, hvor det er muligt både at udvikle natur og friluftsliv.
Ikke at forveksle med en nationalpark eller med de nye naturnationalparker. For en Naturpark sætter ikke begrænsninger på de tilhørende arealer. Nøgleordene er frivillighed og medbestemmelse. “Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig” strækker sig over ca. 4.000 hektar fra Skive by til Venø Bugt. 90 pct. af arealerne er i privat eje, og 2/3 af området hører under kategorien naturarealer (beskyttet natur).
Senest er jorden omkring Hostrup Hovedgaard blevet indlemmet under Naturparken, og der er allerede meget konkrete planer om et madpakkehus i et af de gamle malkehuse ved gården og om udvikling af stierne på hovedgårdens jorder.
Henvendelsen fra projektleder Claes Fischer er derfor meget konkret: Kunne det være relevant for grundejerforeningerne ved Hostrup Strand også at blive inddraget i Naturparken?
Vi binder os i givet fald ikke til noget. Det koster ikke noget. Og vigtigst af alt: En status af naturpark medfører ikke ændringer, begrænsninger eller restriktioner for området.
Men det kan give os nogle muligheder, når det gælder forbedring af faciliteter som stier, badebroer og shelters. Dels råder Naturparken over midler, der skal gøre området mere tilgængeligt og attraktivt. Dels giver naturpark-stemplet mulighed for at søge tilskud i fonde og lignende.
Naturparken bliver et emne på den kommende generalforsamling, og du kan finde informationer om Friluftsrådets mærkningsordning ”Danske Naturparker” HER




