Fjorden gnaver i Sallings kyster

11. februar 2013: Landmand Karsten Villadsen fra Rødding har hverken sommerhus eller andre økonomiske interesser på jorderne rundt langs Sallings kyster. Men som sallingbo er han bekymret for kysternes fremtid.

– Jeg kan se, hvordan kysten tager skade, forklarer han, da Hostrup Strand Nyt ringer ham op for at høre baggrunden for hans noget usædvanlige initiativ. Forleden havde han nemlig inviteret en kysttekniker fra Kystdirektoratet i Lemvig med på en strandvandring.

Kystdirektoratet holder øje med de danske kyster og er med i arbejdet med kystbeskyttelse.

Karsten Villadsen valgte at tage kysttekniker Carlo Sass Soerensen med ned til kysten tre steder i Salling: Ved Hostrup Strand, ved Vadum og ved Knud Strand. Så de ved selvsyn kunne se og vurdere kystens udfordringer.

Ved Hostrup Strand er der som bekendt etableret kystbeskyttelse, men også her tager storme og højvande stadig store bidder af kysten og truer med ujævne mellemrum Kystvejen. På den del af rundturen deltog Svend  Blæsbjerg, som sidder i bestyrelsen for Kystbeskyttelseslaget Hostrup Strand.

Karsten Villadsen fortæller om et meget positivt møde. Efter rundturen lovede Carlo Sass Soerensen, at han vil lave en skrivelse om, hvordan kysten kan forventes at se ud om 50 år. En sådan ”prognose” kan danne et godt grundlag for det videre arbejde med kystsikringen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *