Norlys klar til fibernet ved Hostrup Strand

20. juni 2020: Her er, hvad vi foreløbig ved om planerne for udrulning af fibernet ved Hostrup Strand, via kilder hos henholdsvis Norlys og OpenNet.

Først lidt historie: I slutningen af 2018 meddelte energiselskaberne Eniig og SE en fusion. Resultatet er det forbrugerejede energi- og teleselskab Norlys, som også dækker Salling. Med fusionen blev der vedtaget en strategi: Senest i 2023 skal alle husstande i selskabets dækningsområde have mulighed for at koble sig på en såkaldt højhastighedsforbindelse såsom fibernet.

Udrulningen er i fuld gang og når altså snart til Hostrup Strand, så hermed når vi frem til nutiden: Arbejdet er planlagt til at foregå fra den 3. august til den 25. september og dækker alle veje under de tre grundejerforeninger Hostrup Teglgaard, Hostrup Hovedgaard og Hostrup Strand.
Norlys har varslet bestyrelserne for de tre grundejerforeninger om projektet og søger nu gravetilladelse hos Skive Kommune.

Strategien indebærer, at Norlys har påtaget sig opgaven og dermed udgiften ved at rulle fibernet ud over det meste af Jylland, og samtidig har de etableret platformen “OpenNet”, hvor alle fiberselskaber kan tilslutte sig for dermed at få adgang til nettet og kunderne. Det har selskaber/udbydere som YouSee, Altibox, Telenor, Kviknet og selvfølgelig Eniig Fiber (Waoo) gjort. 
For os som grundejere betydet det, at selve udrulningen af fibernettet er gratis. Det løber så at sige forbi indkørslen, og så er det op til hver enkelt, om man vil tilslutte sig eller ej.

For at få lagt en stikledning fra vejen ind til huset kræver det en aftale med én af udbyderne – efter eget valg.
Når gravetilladelsen er i hus, og tidsplanen er på plads, giver Norlys besked til udbyderne om, at adresserne ved Hostrup Strand nu er tilgængelige. Derefter er det op til det enkelte selskab at byde sig til med tv, internet og telefoni. Det vil de givetvis alle gøre hen over sommeren. Foreløbig er det dog kun Waoo, der på sin hjemmeside varsler et projekt ved Hostrup.

Ifølge vores oplysninger gør det ingen forskel i kroner og øre, om man laver en oprettelsesaftale med et selskab før, under eller efter, at gravemaskinerne kører i området. Prisen vil være den samme. Det er kun et spørgsmål om (vente)tid. Hvis man “efterbestiller”, kan der gå et par uger, før Norlys, efter ordre fra én af udbyderne, er klar til at etablere stikledningen indtil huset.
Selve gravearbejdet kommer som nævnt til at foregå fra begyndelsen af august til sidst i september. Med gravetilladelsen får Norlys og dermed entreprenøren en oversigt over, hvor telefon- og elkabler ligger i området. Deres placeringer afgør, om entreprenøren bruger “plov” eller en gravemaskine til arbejdet.

“Ploven” er mest skånsom; men uanset graveform skrider arbejdet hurtigt frem. De kan nå op til 800 meter om dagen. Arbejdet foregår dermed ikke i lang tid foran det enkelte hus, og når ledningen er lagt, bliver hullet straks dækket/jævnet. Så generne skulle være få og kortvarige. På grønne områder bliver der også sået græs.

Henvendelse fra Energistyrelsen

Næsten samtidig med, at Norlys gør klar til at rulle fibernet ud ved Hostrup Strand, har alle grundejere i området fået brev fra Energistyrelsen. Her fremgår det, at vi som sommerhusejere har mulighed for at gå sammen om at søge tilskud fra Bredbåndspuljen til et bredbåndsprojekt.
Styrelsen gør dog også i samme brev opmærksom på, at bredbåndsselskaber kan være på vej med en udrulning, og det er jo netop dét, der er tilfældet med udspillet fra Norlys.
Ved et projekt, som kører via Bredbåndspuljen, er der krav om organisering via en forening, om forhåndstilsagn og om en gennemsnitlig egenbetaling på min. 4.000 kr. fra hver adresse, der ønsker at være med.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *