På jagt efter ”gemt og glemt” ved Hostrup Strand

10. april 2013: Arkæologer følger i maskinernes spor, når arbejdet med at kloakere ved Hostrup Strand går i gang.

Området ved Hostrup Strand og op mod Lem har været beboet af mennesker helt tilbage til oldtiden, så arkæologerne er spændt på, hvad der dukker op af jorden.

–      Det er en slags skattejagt. Finder vi noget, der er gemt eller glemt, siger museumsinspektør og ansvarlig for den forhistoriske arkæologi ved Museum Salling, Malene Kramer Nyman.

Om arkæologerne overhovedet finder noget ”gemt eller glemt”, ved Malene Kramer Nyman af gode grunde endnu ikke, men museumsfolkene ved i hvert fald tre ting, som skærper deres interesse for området:

Der er spor af gravhøje og andre gravpladser. Der har tilbage i Jernalderen ligget en by – Okkerby – i området, og der er spor efter en ladeplads nede ved fjorden. En ladeplads er en anløbsplads for mindre skibe, der har transporteret gods til og fra stedet.

Desuden gravede arkæologer i 2007 på det areal mellem Febækken og Agertoften, som er ved at blive udstykket til nye sommerhusgrunde. Her fandt de spor af huse fra både yngre og ældre stenalder og helt tilbage til bondestenalderen, et par tusinde år før Kristi Fødsel.

Så spørgsmålet er, hvor langt tilbage de kan spore menneskelig aktivitet i området.

I praksis foregår undersøgelserne ved, at arkæologerne følger i hælene på de store gravemaskiner. De kigger bogstaveligt talt ned i den rende, som bliver gravet i midten af vejen eller hen over markerne.

–      Det er en slags kighuller. Hvis vi finder noget interessant, tager vi en snak med entreprenøren om det praktiske. Han vil hele tiden have flere hold i gang i området, så arbejdet går ikke i stå, selv om vi skal kigge nærmere på et område, forklarer Malene Kramer Nyman.

Museumsfolkene svarer i øvrigt gerne på spørgsmål, når de er i området.

–      Vi ligner nok mere eller mindre dem, der arbejder med kloakeringen. Men prik én af dem med hjelm på hovedet og spørg efter os, lyder opfordringen fra museumsinspektøren.

Hun regner med, at muséets folk sammenlagt kommer til at bruge et par måneder i området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *