Mange spørgsmål trænger sig på

23. januar 2013: Forberedelserne til en kloakering ved Hostrup Strand er i fuld gang, og går det som planlagt, vil de første gravemaskiner rulle ind i området om få måneder.

Men inden da skal mange praktiske spørgsmål afklares, og der skal laves mere detaljeret tidsplan. Skive Vand ønsker en tæt kontakt med både bestyrelse og grundejere omkring projektet, og derfor deltager en repræsentant for Skive Vand i det næste bestyrelsesmøde, den 7. februar.

Repræsentanten er ingeniør Erik Hansen. Han har først været med til at udarbejde en Spildevandplan for Skive Kommune, og nu er han som ansat ved Skive Vand med til at føre planerne ud i livet. Det er i praksis ham, der gør projektet ved Hostrup Strand til en licitation, og han har gennem hele forløbet været foreningens kontaktperson omkring kloakeringen.

På mødet skal vi have afklaret en række af de praktiske spørgsmål vedrørende arbejdet inde i sommerhusområdet. Det vil sige på Havtjørnevej, Tyttebærvej, Enebærvej, Slåenvej, Blåbærvej, Brombærvej, Multebærvej og Hybenvej.

For eksempel: Hvornår er det (u)hensigtsmæssigt for entreprenøren at arbejde inde i området. Det kan blive aktuelt helt at lukke en vej for trafik i en periode på grund af omfattende gravearbejde. Hvordan tackler vi så det? Er der ejendomme, der særligt skal tages hensyn til. Og så videre.

Desuden skal vi have aftalt og planlagt et orienteringsmøde i marts for alle grundejere. Her bliver der mulighed for at høre mere både om det samlede projekt og om det, der skal ske på den enkelte grund.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *