Høringssvar sendt af sted

18. marts 2012: Så har vi som grundejerforening afsendt et høringssvar vedr. Skive Kommunes forslag til “Spildevandsplan 2011 – 2021”. Med det indhold, som bestyrelsen tidligere har lagt frem her på siden.

Bestyrelsens høringssvar affødte to kritiske indlæg, som vi efter aftale med skribenterne valgte at medsende som bilag. Som en illustration af, at meningerne blandt grundejerforeningens medlemmer er delte omkring en kloakering.

Og meningerne er delte. Nogle medlemmer vil helst helt undgå en kloakering, andre ser den gerne udskudt så længe som muligt, og der er en gruppe af ”neutrale”, som har et anlæg, der er godkendt inden for de senere år i forbindelse med en om- eller nybygning.

Men der er også medlemmer, som gerne ser en kloakering, fordi deres nedsivningsanlæg enten er nedslidt, eller fordi de står over for en ombygning, der kræver et godkendt anlæg. Begge løsninger er dyre, men en kloakering sikrer investeringen for ca. 75 år mod 20 år for et privat anlæg. Ifølge Teknisk Forvaltning vil ingen af de gamle anlæg i dag kunne godkendes i forbindelse med en ombygning.
På den brogede baggrund, og fordi vi må erkende, at Skive Kommune har til hensigt at kloakere alle sommerhusområder, har vi som bestyrelse valgt at fastholde ordlyden i høringssvaret.

Se ordlyden af grundejerforeningens høringssvar
samt de to vedhæftede indsigelser HER.

Hostrup Strand Nyt skriver løbende om sagen. Læs alt om spildevandssagen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *