17. oktober 2017: Så har vi 20.000 kroner på kontoen til en udvidelse af rampen på ophalerpladsen. En ansøgning til Landsbypuljen i Skive Kommune har givet kontant resultat.
Der følger en række betingelser med de 20.000 kr. Flere af dem er af helt formel karakter; men én af dem er vigtig: Arbejdet skal være påbegyndt inden for de næste to år. Ellers skal pengene betales tilbage. Der står også, at grundejerforeningen selv skal indhente de nødvendige tilladelser og dispensationer for projektet.
I sommer fik vi den nødvendige dispensation fra Kystdirektoratet i Lemvig til ”udvidelse af slæbested inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen”. Efterfølgende var der ingen, der klagede over afgørelsen. Se i øvrigt artikel andetsteds på siden.
Den nuværende betonkøreplade er 17,5 meter lang, 2,5 meter bred og 10-15 cm tyk. Den stammer fra 1999 og er fortsat i god stand; men bredden giver til tider udfordringer for de, der skal bakke en bådtrailer ned til vandkanten.
Derfor har Grundejerforeningen Hostrup Teglgaard søgt om og fået tilladelse til at udvide rampen med halvanden meter i bredden.
Bestyrelsen arbejder videre med projektet med Jens Frede Nielsen som tovholder.