Kig med ud i fremtiden

20. april 2017: Formanden for Gyldendal Støtte-/ og Beboerforening, Hans J. Thomsen, lokker med gratis morgenkaffe og rundstykker og forhåbentlig en livlig debat, når foreningen lørdag den 22. april inviterer til Visionsdebat for Lihmeområdet.

– Vi vil drøfte, hvordan Lihmeområdet skal udvikle sig de næste 10 – 15 år. Vi har lige afsluttet områdefornyelsen for Lihme Landsby, og i oplandet er der gennemført en række stærke projekter og tiltag, som tilsammen gør Lihmeområdet til endnu bedre sted at bo og leve, forklarer han om baggrunden for mødet og uddyber:

– Vi skal følge op på alle disse positive tiltag og udforme en fælles vision for hele Lihmeområdet – Lihme Sogn og eventuelt identificere mulige projekter for området.

For arrangørerne er det vigtigt at give alle mulighed for at komme til orde med gode ideer og ønsker, så derfor håber de også på deltagelse fra områdets grundejerforeninger.

Mødet begynder kl. 9 og varer til kl. 12. Det er gratis at deltage.