7. juni 2013: Gravearbejdet er i gang på Brombærvej, men indtil videre kun i få centimeters dybde. I næste uge (uge 24) kører en stor gravemaskine ind i området, og så går det løs for alvor med at få gravet ud til en kloakledning.
Det fortæller ingeniør Lene Nørhave efter, at det første byggemøde er blevet holdt mellem Skive Vand og entreprenøren fra Vils, som skal udføre det praktiske arbejde i forbindelse med kloakeringen.
– Foreløbig har de skrællet grus af på Brombærvej og Multebærvej, så museets folk kan undersøge, hvad der gemmer sig i jordlagene nedenunder. Desuden er vi i gang med at finde ud af, hvordan jordbunden er. Hvor meget ler er der i jorden? Det er afgørende før, hvor bred udgravningen skal være, forklarer Lene Nørhave og tilføjer, at man måske kan nøjes med at grave i halvanden meters bredde.
Jo mindre ler, desto bredere udgravning.
Egentlig skulle gravearbejdet være begyndt på Blåbærvej, men her står grundvandet så højt, at det er nødvendigt at pumpe vand væk først. Derfor er der sat såkaldte sugespidser ned både på Blåbærvej og Havtjørnevej.
Der bliver holdt byggemøde hver fjortende dag, og efterfølgende vil der her på hjemmesiden blive orienteret om, hvordan og hvor arbejdet skrider frem.